Det er ikke nogen lille dag, når man fylder 50 år. Selvom det kan være svært at forstå, så fejrer man, at man har været på denne jord i et halvt århundrede. Det skal naturligvis markeres med en fest, og som vi alle ved, så kræver enhver god fest masser af mad.
Men problemet med mad til fester er ofte, at det kan være umådeligt svært at beslutte sig for, hvad man skal servere for sine gæster. Det gælder sådan set, uanset om der er tale om en 50 års fødselsdag, en konfirmation eller et bryllup.
For at hjælpe beslutningsprocessen og festen lidt på gled, har vi her nedfældet lidt idéer til, hvad du kan servere for dine gæster, når du afholder din 50 års fødselsdag. Det er ikke som sådan en fødselsdag, der er præget af bestemte traditioner i forhold til den kulinariske del af festen, så der er rimelig frit slag. Det betyder også, at hvis ikke nogen af nedenstående forslag falder i din smag, så er der ingen, der kommer efter dig.
Forret
En god fest fortjener gerne nogle forskellige retter. Det kan man naturligvis gøre på flere forskellige måder, men den traditionelle tilgang er at servere en forret, en hovedret, en dessert og muligvis også natmad. Det kan man enten gøre i form af anretninger, som buffet eller som en kombination.
Når det kommer til forretter, så må de gerne være lette. Ofte vælger man at gå med en eller anden form for fisk eller måske en suppe. Det kan afhænge meget af årstiderne, men vi har nedenfor samlet en liste over nogle af de ting, som vi selv kunne finde på at servere, hvis vi stod og skulle invitere gæster til 50 års fødselsdag.
- Hvid fisk (torsk, hellefisk eller lignende) med asparges eller andre friske grøntsager
- Bruschetta med olie, tomat og småkrydderier (om sommeren kan de alternativt serveres med jordbær og basilikum)
- Laksetatar – eventuelt i glas
- Let tapas med skinke, pølser, melon og måske lidt ost
- En let suppe (tomatsuppe, gulerodssuppe eller lignende)
- Wraps med laks (eller kylling) og flødeost
- Rejemad med mayonnaise, citron og dild
Der er mange muligheder, men der er ingen tvivl om, at mange af ovenstående er en god start på et godt måltid. Som du måske bemærker, er der mange forslag med fisk; det kan være et oplagt valg, fordi det typisk er en mere let type kød, som ikke lægger sig lige så tungt. Ligeledes vil de fleste gæster sandsynligvis være begejstrede for at få serveret fisk, da det ofte er noget, som man ikke får spist så tit.
Hovedret
Når man har indtaget forretten og haft lejlighed til at slå mave, er det naturligvis tid til hovedretten. Mange vælger en anrettet forret, hvorefter hovedretten bliver serveret som en buffet. Det behøver dog ikke at være tilfældet, men mange af de nedenstående idéer kan naturligvis bruges, uanset om man vælger den ene eller anden løsning.
- Oksemørbrad
- Kalveculotte
- Flæskesteg
- Fiskelasagne
- Steaks
- Tomatsalt med bøfmozzarella og løg
- Grøn salat med ristede pinjekerner, olie og fetaost
- Flødekartofler
- Hasselback kartofler
- Bulgursalat
Dessert
Desserten er for mange aftenens højdepunkt. Derfor er det også et vigtigt sted at vælge rigtigt. Her er mange forskellige muligheder; man kan enten lave en fin anretning, få arrangeret en buffet eller måske bestille en isvogn, hvor gæsterne selv kan gå op og bestille is, som var de ved et ishus.
Lad dig inspirere ved hjælp af nedenstående liste, hvor du finder både klassiske og mere utraditionelle desserter. Det hele kan noget, og det kan måske være et spørgsmål om at vælge lidt af hvert.
- Is med chokoladesovs, syltetøj og vafler til is (Wafer Bites)
- Pandekager med Nutella, sukker, syltetøj, jordbær, eller hvad man ellers har
- Svenske vafler med sukker, flormelis og syltetøj
- Æbleskiver med sukker, flormelis og syltetøj
En eller flere kager (æblekage, lagkage, iskage, citronkage, brownie med vaniljeis eller lignende)
- Trifli med æbler, rabarber eller blommer
- Citronfromage
- Chokolademousse
Natmad
Hvis det er en lang fest, hvor gæsterne skal fodres lidt inden, at de bliver sendt på porten, så kan det være en god idé at servere natmad til sin 50 års fødselsdag. Det bliver som bekendt også kaldt for skrub-hjem mad, og det er naturligvis ikke helt uden grund, fordi man på et eller andet tidspunkt gerne vil kunne kalde det en dag og kaste sig i sengen.
Der er masser af gode former for natmad, og det er især her, at man for alvor har mulighed for at gøre det hele lidt ekstra sjovt. Mange vælger nemlig at bestille en pølsevogn, en foodtruck eller lignende til at komme og servere en lækker burger, en hotdog med det hele eller lignende til gæsterne, som de kan gå eller køre hjem på.
Man behøver naturligvis ikke nødvendigvis at få en foodtruck til at gøre arbejdet, da der er rig mulighed for også at lave maden selv. Se nedenstående liste for inspiration til, hvad du kunne vælge at servere til natmad.
- Tarteletter
- Hotdogs
- Croque Monsieur
- Pitabrød
- Pizzaslices
- Æggekage
- Rejemad
- Burger
- Pizzasnegle
- Hjemmelavet pommes frites
Lav-selv vs catering: Hvad skal man vælge?
Når der skal laves mad til en 50 års fødselsdag eller en hvilken som helst anden fest, er det ikke kun menuen, man skal tage stilling til. Man skal også overveje, om man vil stå for madlavningen selv, eller om man skal vælge catering.
Beslutningen er naturligvis individuel og afhænger blandt andet også af ens færdigheder i et køkken, og hvor stort et overskud man kan påmønstre i dagene op til festen. Men den vigtigste faktor er nok antallet af kuverter.
Som udgangspunkt er det vores erfaring, at smertegrænsen for hvornår man selv kan stå for madlavningen ligger på omtrent 15 kuverter. Alt herover bliver simpelthen for omfangsrigt til, at man vil komme godt i mål med projektet.
Dermed ikke sagt, at man ikke bør bestille catering til under 15 kuverter; det kan absolut være en rigtig god idé, da man på den måde sikrer sig god mad og samtidig slipper for at skulle bekymre sig om at stå i køkkenet på den store dag. Artiklen er bragt i samarbejde med Nymaaltidskasse (en dansk informations- og sammenligningsportaler omhandlende måltidskasser)