Et ægteskab der har varet i et halvt århundrede må siges at være langtidsholdbart, så en festlig guldbryllupssang skal der til. Det har man ligesom osse fortjent, når man har været gift i 50 år.
Det er en sjælden fest nu om dage, og guldbrudeparret skal fejres så det mærkes – og så det huskes. De skulle jo gerne ha´ noget nyt at snakke om efter festen.
Får man en invitation til guldbryllup, så kunne man jo nok tænke “åh nej, det bliver kedeligt”. Der vil jeg bare sige, at det kommer sandelig an på gæsterne. De guldbryllupsfester jeg har deltaget i har været af høj karat. Mad og drikkevarer bliver der ikke sparet på – ej heller diverse underholdende indslag. Familien er blevet større, mens vennekredsen skrumper lidt ind i de år. Gennemsnitsalderen er sikkert ikke steget, når det kommer til stykket, og når musikken spiller, er både unge og gamle ben i brug. Alle lægger sig i selen for at gøre deres bedste – det skal blive en god fest. Guldbryllupssange er heldigvis kommet for at blive, så når guldbrudeparret er klar og dagen er kommet, så lad os glæde minderne med en sang.
Jeg vil rigtig gerne skrive en for dig, men jeg har brug for din hjælp til at opnå den indsigt, det kræver at skrive for andre. Derfor bør vi starte med en samtale.
Gode grunde til at få lavet en guldbryllupssang.
Der er mange muligheder, hvis man vil glæde de to dejlige mennesker ved deres guldbryllup disse gode grunde til at fejre guldbryllup.
Hvis nogen spørger mig, så stemmer jeg klart for en festsang – især hvis de ved tidligere lejligheder har fået en sang, og der ligesom er tradition for det.
Der er flere grunde til, jeg anbefaler sangen.
- En sang er et konkret varigt minde. Mange gemmer festsange, de får ved højdepunkter igennem livet. Sangene kan tages frem en gang imellem og teksterne, og de minder de rummer, kan deles med børnebørn f.eks.
- En sang er et nyt kapitel i familiens historie. Har man fået sange ved alle mulige lejligheder igennem mange år, så har man faktisk sin egen og familiens historie – fortalt på en sjov og anderledes måde. Selv når man når den alder, hvor et guldbryllup kan være aktuelt, er der plads til flere kapitler. Mange morsomme og pudsige ting er skrevet på vers, der kan synges, og bedre bliver det da ikke vel?
- En sang aktiverer alle gæsterne. Lige nu og her ved den traditionsrige guldbryllupsfest, så er en festsang aktiv. Først skal den afleveres og deles ud. Så skal den pakkes op, og folk begynder straks at læse lidt på den nye tekst. Hjernerne arbejder på højtryk – en ny tekst til en kendt melodi er altid en udfordring. Alle er med og synger det bedste, de kan. Er der musikledsagelse er man heldig – ellers er der altid en af gæsterne, der slår tonen an.
- En sang udtrykker de kærlige ting på en fin måde. Man får sagt det hele, og med en distance der gør det nemt at modtage.
- En festsang til guldbryllup er et frisk pust – et fint bidrag til den gode stemning. Det er også en velkommen anledning til en skål, og hurtigt er man videre med snakken og grinen gæsterne imellem. Alle er glade, for alle har været med til at hylde hovedpersonerne, der har været gift i 50 år og gerne selv synger med.
Guldbryllup 50 års ægteskab
50 års ægteskab sætter sine spor. Ikke nødvendigvis på grund af samlivet, mere på grund af tidens tand generelt.
- Det er så yndigt at følges ad hele livet.
F.eks. må brillerne jo gerne være pudsede og klar, når der skal læses, og i den sammenhæng kan den, der sætter teksten op selvfølgelig godt være betænksom.
Det er altid godt at vælge en let læselig skrifttype og hvis skriftstørrelsen er minimum 14, så er der mange, der får det nemmere.
En anden hjælp er også, at der ikke synges for hurtigt – det gælder ikke kun til guldbryllup, men er altid en god idé, hvis en personlig festsang skal brænde godt igennem.
Nyttige links til guldbryllup..