Talerækkefølge til bryllup

talerækkefølge bryllup

Da Emma Gad i 1918 fik udgivet “Takt og Tone” så verden noget anderledes ud end nu godt 100 år senere. Alligevel er der guldkorn at hente både om talerækkefølge til bryllup og hvem der i det hele taget bør holde tale. Hun skriver, at det gør “mindre til sagen, hvem man får til bords ved en sådan middag, idet talerne og sangene er så mange, at der ikke gives en megen tid til samtale. Allerede ved suppen begynder det med, at værten byder velkommen, og derefter går det slag i slag”. Siden er der sket mangt og meget, og den vigtigste ting i forhold til at sætte normerne er nok, at det nu oftest er brudeparret selv, der er værter ved et bryllup. For at sige det helt kort, så er det dem, der holder festen, der bestemmer, hvad der skal ske – herunder hvor mange taler med mere de vil acceptere og i hvilken rækkefølge de skal komme. Hvis et bryllup altså drukner i taler og sange og alskens velmenende indslag – så er det brudeparrets egen skyld. Tænk over det – tænk over tid og talerækkefølge. Sæt en skarp toastmaster til at styre tiden og sætte grænser på brudeparrets vegne, eller lav en TYDELIG indbydelse – så kører det!

Vores bud på en moderne talerække ser ud som følger:

Indholdsfortegnelse
    Add a header to begin generating the table of contents

    1. Toastmaster

    At sætte toastmasteren på som første taler er praktisk.

    Talen kan holdes straks selskabet er samlet, så den ikke tager tid ved middagen.

    Lad toastmasteren byde velkommen på brudeparrets vegne, og takke for gaver og den gode stemning og lad vedkommende gennemgå logistikken – de foranstaltninger der ligger som forudsætning for at festen kører glat igennem – f.eks. hvornår man går til bords, hvordan taler og andre indslag annonceres, om der er faste rygepauser under middagen osv. osv.

    2. Brudgommens tale.

    Da brudgommen er vært ved festen, må han siges at være festens hovedtaler.

    Derfor skal han på først, og så er det overstået, så han kan slappe af og nyde sin kone og festen i øvrigt.

    3. Brudens tale.

    Det er ikke noget traditionsbundet must, at bruden holder en tale.

    Det forventes hun ikke at gøre, men det bliver mere og mere almindeligt, at osse fruen ønsker at tage ordet ved denne enestående lejlighed.

    Hun skal på umiddelbart efter gommen, så hun kan nyde manden og maden og resten af festen uden nervøse trækninger.

    4. Brudens far/mors tale.

    Før i tiden var det brudens far, der var første hovedtaler.

    Det skyldtes, at det var brudens forældre, der holdt festen for deres datter og svigersøn og dermed var værter.

    Det var dem der indbød gæster, bestemte menu og i det hele taget dirigerede slagets gang, men de tider er forbi.

    Nu er det brudeparret selv, der står for arrangementet ned i den mindste detalje.

    Derfor er brudens fars tale rykket ned efter gommen og evt. bruden.

    Hvis brudens forældre er skilt, forekommer det, brudens mor osse vil holde tale, og hvem der så skal på først må guderne vide – flip a coin, eller lad dem rafle om det

    5. Gommens far/mors tale.

    Gommens far, mor eller begge kommer efter brudens og i tilfældig orden.

    6. Best man / forlovers tale.

    Da forloveren jo har til opgave at assistere gommen med alt muligt på bryllupsdagen, vil det være fint, hvis vedkommende kommer med sin uhøjtidelige, humoristiske tale på dette tidspunkt, hvor der er skålet en del gange. Så når stemningen nye højder.

    7. Søskendes tale.

    Hvis søskende insisterer på at holde tale, bedes de gøre det i fællesskab, så én taler på alles vegne – og gerne en kort en af slagsen.

    8. Andre familiemedlemmers tale.

    Som søskendes tale må den være kort og kun gennemføres, hvis det er absolut nødvendigt.

    9. Venners tale.

    Venner bør overveje, om det budskab de har til brudeparret måske kunne leveres på en anden måde.

    Som digt, der kan læses på bryllupsrejsen – som festligt indslag på polterabend eller som en sang, der er forholdsvis meget hurtigere end en tale.

    Generelt må man sige, at talerne ved bryllupsfester er mange – og ofte alt for lange.

    Kort og godt er rigtig flot – når man husker på, at der ofte sidder op til 100 mand og er tvangsindlagte til at høre på den ene efter den anden – afskåret fra at snakke og grine og hygge med gæsterne under middagen – det kan blive en lang aften!